HN Group investerer i automatiseret 3D scanner til kvalitetskontrol

08. september 2015

Et stigende ønske om dokumentation og sofistikeret kvalitetskontrol fra plastvirksomhedens kunder, har fået HN Group fra Billund til at investere i automatiseret emneopmåling.

Målelaboratoriet hos plastproducenten HN Group er for nylig blevet opgraderet med det nyeste udstyr inden for 3D scanning og måleteknik. Virksomheden har nemlig investeret i en ATOS ScanBox 4105 leveret af Zebicon i Billund.

ATOS ScanBox er et automatiseret målesystem baseret på optisk 3D scanning, hvor brugervenlighed, høj sikkerhed og high-end udstyr er i fokus. 3D scanneren er monteret på en robot, og med to fem megapixel kameraer opfanges selv de mindste detaljer på HN Groups tekniske plastemner. De scannede data bruges til emneopmåling og geometrisk inspektion, såsom sammenligning med CAD part og dimensionering efter 2D tegning.

Et krav fra kunderne
HN Group har over en længere periode oplevet et stigende ønske fra kunderne om øget dokumentation, og tilmed en dokumentation af mere sofistikeret karakter. ”Vores kunder udvikler avancerede plastemner, som vi, som underleverandør, skal producere i høj kvalitet og udføre omfattende opmåling af. Det kræver måleudstyr af høj kvalitet, ” forklarer Direktør for Salg og Marketing Allan Hansen.

To kunder har allerede udtrykt ønske om at få deres emner opmålt i den nye ATOS ScanBox, og de nye opmålingsmuligheder har samtidig været udslagsgivende for, at et nyt samarbejde er blevet indledt med en tysk kunde.

Investering med stort output
At integrere automatiseret 3D scanning og opmåling i en virksomhed kommer ikke uden en betydelig investering, både i form af penge og medarbejderressourcer. Men det er en investering med stort output, mener Allan Hansen. Ud over at hæve niveauet på virksomhedens interne kvalitetskontrol, forventer Salgs- og Marketingdirektøren også et løft på personalesiden, da arbejdet med højteknologisk udstyr udvikler medarbejdernes kompetencer. Herudover vil virksomheden fremover spare tid, da blandt andet manuelle indtastningsrutiner vedrørende cpk-værdier, nu erstattes med en automatisk log.

For hurtigt at få den nye ATOS ScanBox integreret i HN Groups løbende produktion, har virksomheden valgt at købe konsulenttimer hos Zebicon. Målespecialisterne skal udarbejde programmer til ScanBoxen og hjælpe HN Group i gang med det nye udstyr. ”Vi ønsker, at alle led i virksomheden oplever, at investeringen er en succes, og derfor er det vigtigt, at maskinen ikke står stille i et halvt år,” fortæller Allan Hansen, der er meget tilfreds med samarbejdet med Zebicon, og den livline virksomheden giver ham i form af måleteknisk viden og ydelser.

”Hos HN Group vil vi gerne gå foran og tegne udviklingen, og vi er derfor glade og stolte over at være blandt de første i Danmark til at integrere dette niveau af kvalitetskontrol i vores løbende produktion,” afslutter Allan Hansen.

Kontakt

Katja Ramsing
Projektleder

+45 4196 4956
kr@zebicon.com

 
X








* skal udfyldes