Ansigt
3D scanning til animation - Fra kvinde til varulv
Da computeranimationsfirmaet Lani Pixels A/S skulle overbevise et amerikansk produktionsselskab om, at de kunne lave et livagtigt animeret ansigt, blev Zebicon kontaktet.
Opgaven
"Opgaven går ud på at scanne et menneskeansigt for at skabe en 3D figur, der matcher et virkeligt ansigt så godt som muligt. På denne måde kan der skiftes ubemærket fra skuespillerens ansigt til 3D figuren, samtidigt med at 3D figuren tracker det rigtige ansigts bevægelser i filmen,” fortæller leder af Lani Pixels, Kim Pagel.
Ved hjælp af 3D scanning digitaliserede Zebicon skuespillerens ansigt, så der blev skabt en tro kopi af ansigtet i 3D. Herefter var opgaven at omdanne det digitale ansigt til et varulvehoved trin for trin i realistiske nærbilleder.
Resultatet
Det indledende trin i opbygningen af en 3D figur af ansigtet var at danne en STL fil, også kaldet en polygonmodel. Ud fra opmålingen blev ansigtet inddelt i et fint gitterværk af polygoner, bestående af streger mellem de enkelte målepunkter. Ansigtsopmålingen resulterede i et gitternetværk af 125.000 polygoner, og selve scanningen tog cirka fem minutter.
På baggrund af polygonfilen kunne animatorerne hos Lani Pixels tilføje tekstur til 3D figuren, så afbildningen af ansigtet blev så realistisk og naturtro som muligt.
3D scanning er en teknologi, der kan skabe en digital 3D model af et fysisk emne. Teknologien bruges primært til reverse engineering-opgaver eller kvalitetskontrol og emneopmåling.