Zebicon vinder prisen ”Årets business samskaber”
Zebicon vinder prisen ”Årets business samskaber”
Lørdag d. 25. august blev vi hyldet som vinder af prisen ”Årets business samskaber”.
I regn og slud skal priserne ud. I hvert fald stod en flok mennesker i lørdags - i silende regn - klar ved den Store Scene bag Billundcentreret opført i anledning af de Internationale Børnekulturdage. Årsagen var uddelingen af årets samskaber-priser, der blev gennemført i et storstilet Awardshow med Sofie Linde som konferencier og med musik af Ida Corr.
Hylder læring gennem leg
Samskaber-priserne er et initiativ fra Capital of Children Office, der ønsker at hylde læring gennem leg.
I 2018 er der uddelt tre priser, hvor børn og voksne sammen har nomineret og kåret vinderne. Priserne er uddelt til årets unge samskaber, årets business samskaber og årets pædagogiske samskaber.
I kategorien ”Årets business samskaber” var der tre nominerede; John Ullerup Centerleder fra Billund Idrætscenter, Brian Duedal fra Min Købmand Stenderup-Krogager og Zebicon. Her løb Zebicon med titlen og en check på 1.000 kr.
I indstillingen blev der lagt vægt på følgende: ”Gennem deres forskellige tiltag som fx adoption af klasser, udfordrer Zebicon børn og unge og skaber nye måder at lære på, og samtidig er de åbne for børn og unges input og lader sig gerne udfordre på virksomhedens traditionelle arbejdsgange.”
Billundskolen har lært om 3D scanning
En af årsagerne til, at Zebicon blev kåret som årets business samskaber, er samarbejdet med Billundskolen. Vi har adopteret en klasse på skolen, som har været på besøg hos os for at lære om 3D scanning og kvalitetskontrol i industrien. Et samskabelsesprojekt, som fortsætter i de kommende skoleår, hvor klassen og Zebicon igen skal mødes.
Jeppe H. Laursen er beæret og stolt over at modtage prisen: ”Vi tænker det som naturligt at være en integreret og nærværende del af det samfund, som omgiver os. Det er med til at sikre, at vi som virksomhed og som team føler os som en ordentlig og hel arbejdsplads. Med prisen giver Captial of Children os et stort skulderklap, men også en påmindelse om at huske at inspirere andre.”