Tech Tour åbent hus starter op igen
Tech Tour åbent hus starter op igen
Kom med når fire high-tech virksomheder fra Billund holder åbent hus den 11. april 2024.
Tech Tour er en unik teknologimesse, som afholdes af DAVINCI 3D, HN Group, Stansomatic og Zebicon. Fire virksomheder med komplementære teknologier, som gennem tiden har samarbejdet på kryds og tværs. Dette eksklusive arrangement giver deltagerne mulighed for at komme ind bag facaden hos alle fire virksomhederne og opleve det nyeste inden for udvikling, fremstilling og kvalitetskontrol på én og samme dag.
”Det er vigtigt for os at kickstarte Tech Tour, for dette event kan noget særligt. Det er en unik mulighed for besøgende at opleve alt det udstyr, som ellers er for stort til at trække med på messer. Derudover er der på denne dag tid til dybe samtaler om teknologierne, de besøgendes udfordringer og hvilke muligheder vi hver især har for at hjælpe”, udtaler Birgitte Lærke Andersen, Marketing Manager hos Zebicon.
Tilbagevending af Tech Tour
Tech Tour blev første gang afholdt i 2013 og har siden været et tilbagevendende event, med 150 til 350 deltagere. Tech Tour har dog holdt en pause siden Covid 19 lukkede samfundet ned, men Tech Tour virksomhederne er nu klar til at fortsætte traditionen med et fælles åbent hus.
”Vi har fået mange forespørgsler på, hvornår Tech Tour bliver afholdt igen, derfor glæder vi os meget til at genoptage konceptet,” udtaler Henrik Hansen, Salgschef hos Stansomatic.
Det kan du forvente af Tech Tour
Tech Tour er en anderledes teknologimesse, hvor besøgende kan få et kig bag facaden hos fire spændende virksomheder. Eventet er for erhvervsfolk, men særlig relevant for ingeniører, udviklingsafdelingen, konstruktører, kvalitetsafdelingen, projektledere, indkøbere og virksomhedsejere.
Hos DAVINCI 3D kan besøgende lære om 3D printprocesser, og Zebicon vil demonstrere hvordan 3D scanning bruges i industrien. HN Group viser rundt på fabrikken, hvor de udvikler og fremstiller sprøjtestøbte og thermoformede plastemner, mens Stansomatic fremviser deres ekspertise i udstansning af avancerede emner i tyndt metal og stål. Alt i alt er Tech Tour en dag spækket med nyheder, hvor besøgende kan tage derfra med ny viden og inspiration til nye fremstillingsmetoder og kvalitetssikring.
Praktiske oplysninger
Tech Tour afholdes den 11. april kl. 9:00-16:00. Der er fri entré og forplejning i løbet af dagen, og der er mulighed for at komme på det tidspunkt, som passer bedst for en. Tilmelding skal ske via www.techtour-billund.dk.