Fra skydelære og gætværk til 3D scanning og fakta
Ammeraal Beltech Modular bruger 3D scanning til kvalitetskontrol af værktøjer og emner
Ammeraal Beltech Modular A/S er en af verdens førende producenter af plastmodulære bånd og kæder til intern transport. Virksomhedens produkter henvender sig til forskellige industrier heriblandt bil-, pap- og fødevareindustrien.
I en årrække har Ammeraal Beltech Modular anvendt skydelære til at kvalitetstjekke emner, men har siden opgraderet manuelt og konventionelt måleværktøj til en fuldautomatisk 3D scanner fra Carl Zeiss GOM Metrology.
I dag bruger modularproducenten 3D scanning til at digitalisere og kvalitetstjekke virksomhedens værktøjer og emner.
Med de tidligere målemetoder var opmåling og kvalitetskontrol af værktøjer umuligt hos Ammeraal Beltech Modular. Det betyder, at virksomheden har prøvet sig frem med forskellige cyklustider, temperaturer og tryk for at korrigere eventuelle emnefejl.
For at få godkendt et værktøj var Ammeraal Beltech Modular nødt til at lave teststøbninger i op til seks loops. Denne proces har haft store omkostninger for virksomheden i både mandetimer og materialespild.
Nu er vi kommet så langt, at ikke alle værktøjer behøver at blive teststøbt før de bliver godkendt.
Når vi har scannet mange af dem ved vi, at værktøjet kan gå direkte i produktion, hvis målene er grønne og dermed ligger inden for tolerancerne. - Bjarke Nordtorp Jørgensen, Quality Manager
Da Bjarke trådte til hos Ammeraal Beltech Modular oplevede han, at kvalitetsafdelingen gjorde, hvad de kunne med skydelærer og mikrometerskruer. Der manglede dog en forståelse for de parametre, som kunne influere på målingen.
Derudover var tolerancer sat uden produktionen havde valideret om de kunne overholdes, og det var derfor svært at efterleve egne krav.
Disse udfordringer resulterede i, at Ammeraal Beltech Modular gik på udkig efter nyt måleudstyr, som kunne imødekomme virksomhedens behov for kvalitetskontrol af værktøjer og emner.
Valget af måleudstyr faldt på ATOS ScanBox 4105, som er en automatiseret 3D scannerløsning fra Carl Zeiss GOM Metrology. Denne løsning er særligt velegnet til kvalitetskontrol af emneserier og udfører hurtig opmåling med høj repeterbarhed.
Hos Ammeraal Beltech Modular anvendes 3D scanneren til at dokumentere, at værktøjer og emner overholder specifikationerne. Derudover anvendes systemet til at tjekke slitage og afsløre fejl, som ikke kunne ses med tidligere målemetoder.
Før tog det et år at gøre ét værktøj klar til produktion, men inden for de første seks måneder med 3D scanneren, havde vi godkendt tre værktøjer.
Da Ammeraal Beltech Modular investerede i 3D måleudstyret, blev teknologien mødt med skepsis fra værktøjsafdelingen, hvor man mente, at systemet kun skulle bruges til at dokumentere deres fejl.
I dag ses 3D scanneren dog som et interessant værktøj, der åbner op for nye muligheder. Derudover har virksomheden udbygget sin vidensdatabase om egne værktøjer.
Ved at bruge 3D scanning har Ammeraal Beltech Modular oplevet flere fordele og resultater på tværs af organisationen.
- Gennemløbstid ved udvikling af værktøjer er forkortet med op til 600%
- Godkendelse af et værktøj tager under et minut ud fra scannede data
- Processen med teststøbning kan undlades
- Ekspeditionstiden for emnegodkendelse er reduceret op til 83,33%
- Der er skabt bedre dialog imellem afdelinger
Med 3D scannerens muligheder og virksomhedens resultater har ATOS ScanBox 4105 tjent sig hjem på blot seks måneder.
3D scanning er en teknologi, der kan skabe en digital 3D model af et fysisk emne. Teknologien bruges primært til reverse engineering-opgaver eller kvalitetskontrol og emneopmåling.
ATOS ScanBox 4105 er et fuldautomatiseret målesystem, som er velegnet til kontrol af mindre emner op til 500 mm og 100 kg.